Ude godt men hjemme bedst

 

Du har endelig fået en friaften og –nat. Efter mange måneders hårde nætter og aftener med gråd og masser af opvågninger fordi den lille vækker dig og skal hjælpes i søvn igen. Du føler dig helt opslidt og alene med følelsen af ikke at slå til, for hele dagen er du træt og uoplagt og har derfor svært ved at reagere hensigtsmæssigt på den lilles konstante krav om opmærksomhed og leg. Når den lille får fortvivlelsesanfald og kaster sig på gulvet for tredje gang i løbet af eftermiddagen, så kommer du til at skælde ud i stedet for at være indfølende og støttende.

 

Men nu har du fri. Mormor passer den lille i nat. Du håber på den ene side at barnet opfører sig rigtig pænt uden konflikter og gråd, men på den anden side så ville det være dejligt hvis mormor også oplevede bare én enkelt af dine nætter. Måske er der endelig én som kan forstå en smule af hvad du gennemgår hver eneste dag – og nat.

Hele natten ligger du vågen. Bekymrer dig og vågner fordi kroppen er vant til at vågne og derfor er i konstant alarmberedskab.

Da morgensolen skinner ind af vinduet ringer du spændt til mormor for at høre hvordan natten er gået. Ordene gør ondt helt ned i maven. Mormor fortæller at den lille har sovet hele natten. Der har slet ikke været nogle problemer – heller ingen fortvivlelsesanfald ved sengetid. Mormor behøvede ikke engang at sidde og holde i hånd indtil barnet sov.

Spørgsmålene står i kø i dit hoved. Er det mig der gør at mit barn ikke kan sove? Er jeg for pylret? Skal jeg være strengere? Er det fordi jeg går rundt og har det så skidt hver dag? Har jeg måske en depression som påvirker mit barn? Det hele forværres af at barnet er pjevset og vredt hele resten af dagen derhjemme. Ved sengetid er konflikten værre end nogensinde og det tager mange timer at få den lille til ro. Du bliver mere og mere vred på barnet – Skylden over at være en dårlig mor kæmper side om side med lysten til at give barnet skyld for at være et dårligt barn.

 

Mange forældre med signalstærke og sensitive børn kender til ovenstående historie. En historie om følelser af utilstrækkelighed og sorg over at være en dårlig mor. Tilmed bekræftes historien om og om igen – i mødregruppen, hos lægen, i vuggestuen, skolen osv. Uanset barnets alder, så gentager den samme historie sig. Ude fungerer barnet fint, men hjemme er der problemer. Andre ser ikke det samme som dig. De ser et dejligt barn der formår at sidde pænt og generelt ikke viser nogen tegn på at være sensitiv eller overstimuleret.

Forældrenes bekymrede ord, om at holde lidt ekstra øje med barnet, gøres til skamme. Indirekte og nogle gange endda direkte får forældrene at vide at de bekymrer sig for meget og at deres bekymring påvirker barnet.

 

Hvad ser de andre

Der er intet underligt i at pædagoger, lærere, læger og bedsteforældre siger som de gør. De ser ikke det samme som forældrene. I deres øjne er barnet velfungerende (hvilket det jo faktisk er) og behøver ingen sær-opmærksomhed. De oplever dagligt at (over)bekymrede forældre fortæller dem om alskens usikkerheder, og de kan ikke se at forældre til signalstærke/sensitive skiller sig ud.

Hånden på hjertet; forældre er mere bekymrede i dag end de var for tyve år siden. Der er så mange formaninger alle vegne og dermed så mange ting man kan gøre forkert som forælder, og intet vil man hellere end at give sit barn den bedste start på livet. Det gør det ekstra svært for fagpersoner at skelne.

Men uanset om bekymringen er reel eller ej, så er det faktisk en bekymring, som fylder i forældrenes dagligdag. Fagpersoner bør altid forsøge at møde forældrenes bekymringer så vidt muligt, og kan en lille ændring i dagligdagen berolige forældrene betydeligt, så er det da værd at prøve.

 

Sansebelastning, indre ro og de primære omsorgspersoner

Sensitive børn er meget knyttede til deres forældre. De har i højere grad end andre børn behov for det stabile og kendte, for verden bliver hurtigt for meget for dem – jo yngre des værre.

Forældrene og hjemmet er det mest stabile holdepunkt. Alle andre steder får disse børn til at reagere med forhøjet alarmberedskab. Sensitive børn er mere tilbøjelige til stress end andre børn er. Det er ganske logisk, når man tænker på hvor mange detaljer deres små hoveder skal nå at opleve og bearbejde i løbet af en dag.

Signalstærke og nyhedssøgende børn elsker samtidig oplevelserne og kan være meget aktive og nysgerrige selvom mor og far ikke er i nærheden. De kan simpelthen ikke slukke for ’oplevelsesknappen’ og suger til sig. Deres små hoveder bombarderes med sanseindtryk.

 

Det gør ingen forskel om de har været hos mormor eller i institutionen 100 gange før. For et sensitivt barn er der tale om bittesmå detaljer som bemærkes. Et billede der er rykket – en pædagog der er trist – et barn der græder – en ny fugl i haven – en lærer der hæver stemmen for at få klassen til at sidde stille.

 

Børn slapper bedst af hjemme hos de primære omsorgspersoner. Allerede fra en meget tidlig alder kan man se at børn knytter bånd og aktivt vælger de primære omsorgspersoner og deres trygge base. Forskningen viser at denne tilknytning er så stærk at selv børn af meget dårligt fungerende forældre altid vil forsøge at vælge disse, selvom barnet kan vælge nogle andre og bedre. Når et barn er 1½ år er den primære tilknytning skabt og studier viser at et barn uanset alder derefter, ved kriser, vil søge tilbage til de kendte strukturer. Der kan ikke skabes en ny indre organisering efter den alder. Det er netop derfor et barn, som slår sig, begynder at kalde på sin mor, selvom farmor står lige ved siden af og kan trøste lige så godt.

Der kan ikke være mange primære omsorgspersoner. Der vil altid kun være en eller to (mor og far). Det er disse primære omsorgspersoner det lille barn forholder sig til, når det skal lære at agere i verden. Efter 1½ årsalderen kan barnet også bruge sekundære omsorgspersoner (mormor, dagplejemor, lærer) til at lære af, men kun til at lære af – ikke til at finde den dybe indre ro med, for den følelse kan kun komme når barnet er sammen med sine primære omsorgspersoner og helst i hjemmet.

 

Veltilknyttede sensitive børn er mestre i at tilpasse sig og mange af dem udholder megen frustration i løbet af en vuggestue- eller skoledag. I en ellers velfungerende institution kan barnet tilpasse sig ved at holde på sine følelser dagen igennem. De formår at bruge pædagog, mormor eller lærer til at søge trøst og støtte hos, men de kan ikke finde egentlig ro. Den dybe indre ro, hvor hele kroppen slapper af og hvor der ikke er noget at forholde sig til. Dér hvor man kender hver en duft, fornemmelse og berøring. Det som kun kan eksistere fordi det var det man oplevede som lille baby. Dengang alt blev opfattet udelukkende gennem følelser, billeder og stemninger.

 

Enkelte meget sensitive børn formår ikke at bruge andre til at søge støtte hos. Disse hypersensitive børn kan ikke tage imod støtte fra andre voksne end de primære fordi de mærker alt, alt for kraftigt. De bemærker at læreren har en anden parfume på end mor – at hun siger bestemte ord på en anderledes måde – at hun ikke føler lige så dybt for barnet som mor. Dette er alt sammen med til at gøre disse hypersensitive utrygge.

 

De signalstærke og sensitive børn er desuden utroligt dygtige til at mærke stemninger. Mange af dem er også rigtig kvikke og kan allerede fra en tidlig alder regne ud hvad der ønskes af dem. Sensitive og eftertænksomme som de jo er, så vil de så gerne gøre alle tilfredse og glade. Det i sig selv er et konstant pres når børnene er ude blandt andre.

 

Hvordan håndterer barnet at være ude

Hvad er det så der sker når den lille sover hele natten hos mormor uden at vågne en eneste gang? Sandsynligvis vågner den lille lige så mange gange som hun plejer, men hun vækker ikke mormor. I stedet konstaterer hun at mor ikke er der, og derfor kan hun ikke få den nærhed hun har brug for (hjælpen til at finde den trygge, dybe ro). Hun har brug for mor – ikke for mormor lige dér. Hun ligger måske vågen lidt og prøver at finde roen selv. Et trygt tilknyttet barn kan netop gøre dette fordi det kan genkalde sig den trygge mor i sine tanker. Desuden har børn en fremragende forsvarsmekanisme som gør at de kan sove fra det utrygge, hvis der ikke er hvad de umiddelbart har brug for. Nogle børn er rigtig gode til at bruge denne mekanisme.

 

Alligevel er det lidt svært for den lille. Hun må gemme nogle af de sværere følelser til senere. Kroppen spænder en smule op og hun mærker måske lidt uro indeni. Da den lille kommer hjem til mor og det vante hjem, så løsnes spændingerne op. Barnet er træt og irritabelt. Hun har brug for at lade op med mor, mor, mor, men er måske endda for anspændt til at sidde stille og tage imod. Mor bliver irriteret over det pjevsede og klistrede barn. Mor er også bekymret over om hun svigtede sit barn ved at lade det passe ude, og om hun er en dårlig mor. Barnet mærker denne usikkerhed, men forstår den ikke. Fortvivlelsesanfald og vanskeligheder med at falde i søvn er lige om hjørnet…

 

Skal børn så ikke sove hos bedsteforældrene?

Betyder det så at mormor ikke skal passe den lille eller at dagpleje er en katastrofe?

Nej! Mormor er rigtig, rigtig vigtig for barnet. Sekundære omsorgspersoner kan vise barnet en hel ny og spændende del af verden, som det også skal bruge for senere at kunne begå sig. Mormor, farmor eller en yndlingspædagog kan have enorm værdi for barnet.

Bedsteforældrene kan på sigt blive et dejlig trygt andet hjem og kærligheden mellem bedsteforældre og børnebørn er fantastisk. Jo mere elsket barnet føler sig, des stærkere bliver det i sin identitet. Bedsteforældre kan også tilbyde en masse som forældrene ikke kan. Intens nærhed og engagement i timevis, noget som de færreste forældre når i en travl hverdag. Desuden har intet barn godt af at føle at det er forældrenes eksistensgrundlag og at ingen andre findes uden om deres lille kernefamilieboble.

Ligesom du sikkert har brug for at brokke dig lidt over din mand/kone af og til, så har barnet brug for at kunne brokke sig lidt over sine forældre – til nogle som forstår at brok godt kan eksistere samtidig med kærlighed.

Du har som mor/far har også brug for søvn og aflastning, og hvis bare du ikke begynder at bekymre dig om hvorvidt du er en dårlig mor/far, så får du faktisk en masse energi af at genopdage dig selv. Energi som dit barn vil have stor gavn af. Med tiden begynder du måske endda at kunne sove også.

 

Så lad roligt dit barn sove hos bedsteforældrene, såfremt hun selv synes det er hyggeligt, men vent til hun er klar til at undvære mor og far en hel nat. Det er meget forskelligt hvornår børn er klar. Nogle kan når de er 8 måneder og andre først når de er 2 år eller mere. Helt det samme gælder pasning i institution.

Skolebarnet vil have mange af de samme oplevelser som det lille barn – ude godt, men hjemme bedst.

 

 

PS: Nogle gange er ude dog ikke godt overhovedet. Barnet reagerer måske alt for voldsomt, enten mens hun er i skole/institution eller på besøg hos bedsteforældrene; eller også er reaktionen meget kraftig bagefter. Så er det værd at undersøge hvorfor. Årsagerne kan være mange og jeg vil ikke gå i detaljer med dette her, men blot påpege at det kan betyde at barnet føler sig så presset at det ikke formår at holde på sine følelser selvom det er uden for hjemmet, eller at det holder så meget på sig selv at det ikke længere formår at fungere hjemme og dermed mister vigtig nærhed og udviklingsmulighed. Det er vigtigt at reagere på dette, for jo længere tid der går, des sværere bliver det for barnet at komme af med den stress der dannes i kroppen.