Forælder til signalstærk

- Stress, depression og angst

Det er rigtig svært at være forælder til et signalstærkt barn. Du vil skulle gennemgå en sorgperiode, hvor du erkender at dit barn ikke er som de fleste andre, og at dine forestillinger om slentreture med baby i barnevogn, hygge hos bedsteforældre og afslappede putte-og ammestunder ikke kommer til at gælde for dig.

 

Du vil skulle bekymre dig om hvad naboerne tænker, når dit barn skriger så højt og så ofte, og du vil være bange for at tage dit barn med ud på besøg, fordi det enten under besøget eller bagefter, vil betyde voldsomme fortvivlelsesanfald, hvor barnet i bedste fald er utrøstelig i lang tid og i værste fald skader sig selv eller ødelægger ting.

 

Dit barn er særligt sensitivt og holder ikke til for megen stimuli. Indkøring i vuggestue, børnehave og skole kræver store ofte fra din side, hvor du må tage fri fra arbejde ofte. Og du bekymrer dig over hvornår arbejdspladsen får nok af alle dine barn-syg dage. Du bliver tilmed socialt isoleret, og mister dine venskaber fordi du ikke kan komme ret meget ud med barnet.   

Du spørger dig selv om det er dig der gør noget forkert. Er du mon en dårlig mor eller far? Du er samtidig meget bekymret for om der er noget galt med dit barn. Måske har han eller hun ondt et sted, eller måske er barnet autistisk eller har ADHD.

 

Bedsteforældre, fagpersoner, venner og mange andre bekræfter dig alt for ofte i at det er dig der gør noget forkert. ”Du kan jo bare være strengere, så barnet ikke er så besværligt”. ”Det er konsekvensen der mangler”, siger de. Men hver gang du prøver at efterleve deres ord får du ondt i maven af dit barns gråd eller vrede, og dit barn giver ikke efter, men bliver ved og ved med at græde. Måske kommer underboen for at spørge hvad der sker. Myndighederne siger måske at det er fordi du har en fødselsdepression og ikke kan sætte grænser. Du bliver mere og mere usikker på dig selv og dit barn.

 

Måske slutter parforholdet også, fordi I ikke kan bære al den gråd, frustration og vrede fra både barn og voksne. Hvis barnet tilmed kommer i en institution eller skole, som har svært ved at rumme det signalstærke og sensitive, så er barnets reaktioner hjemme endnu voldsommere og I stakkels, stressede forældre har ikke overskud til at tage snakken med institutionen eller til at flytte barnet.

 

Hvad sker der i kroppen?

Når man har et barn der vågner mellem 10 og 30 gange hver eneste nat, så tager din krop skade. Det er når vi sover at der produceres serotonin i vores hjerne. Serotonin er angst- og depressionshæmmende. Uden dette signalstof bliver du meget udsat. Er du selv særligt sensitiv (hvilket mange forælde til signalstærke er), så har du endda endnu mindre serotonin at tage af end andre mennesker, så du er særligt udsat.

I begyndelsen vil man blive irritabel og have enten dårlig eller voldsom appetit. Vi kender alle til hvor nemt verden kan vælte efter en dårlig nat. Forældre til signalstærke børn har ikke én dårlig nat. De har mellem 300 og 1000 i træk. 1000, hvis det antages at barnet begynder at sove igennem omkring de tre år.

 

Søvnmangelen kan blive så udtalt at man begynder at se syner og mister evnen til at tænke hensigtsmæssigt. Det betyder at man får svært ved at skabe gode løsninger der kan gøre livet lettere, og måske kommer man til at overse nogle af de signaler barnet giver. Det betyder også at man ikke kan hjælpe sig selv til løsninger, hvor der kan soves eller slappes af og en frygtelig ond spiral kan begynde, hvor alt føles værre og værre dag for dag. Stresskollaps og sygemelding er ikke usædvanlig for de signalstærke forældre.

 

Det tager årevis at finde tilbage til sig selv igen. Også efter at barnet er blevet nemmere og sover bedre. Angsten kan titte frem længe efter, og det samme gælder stressen med uro i kroppen og depressive tanker. Når barnet begynder at sove bedre vil mange opleve en så massiv udmattelse at de næsten ikke kan stå op af sengen. Det er tegn på at kroppen prøver at reparere sig selv. Det er ikke sygdom eller depression, men kan blive til det, hvis man bliver presset for meget, og ikke får mulighed for at hele. Det er nemlig helt basal biologi: Når vi er stressede forstørres vores amygdala i hjernen. Amygdala er det sted i hjernen som registrerer fare og sender signaler ud til kroppen om at reagere med en angst-, depressions- eller vredesreaktion. Reaktionen sker INDEN man når at tænke over det, så det sker selvom du er nok så fornuftigt tænkende omkring situationen. Amygdala kan blive mindre igen, men for hver gang den udsættes for noget der stresser, så vokser den lidt – Derfor skal stressede forældre til signalstærke børn have ro, ro og atter ro, og ikke presses til at komme for tidligt tilbage på arbejde, eller til at lave store forandringer hjemme på kort tid.   

 

Vold og svære tanker

De omfattende forandringer i en signalstærk forælders liv kan betyde at der kommer meget store og voldsomme tanker frem. At tankerne er der, er ikke ensbetydende med at de bliver udført! Forældre til helt almindelige børn har ofte lignende tanker, men det er sjældent der tales højt om det, og tankerne hos dem kommer selvsagt ikke til at fylde lige så meget fordi deres børn ikke kræver det samme.

 

Det er ikke usædvanligt at forældre fortæller at de har lyst til at forlade deres barn eller bortadoptere det. Der er også forældre som fortæller at de får lyst til at slå eller kvæle barnet når det græder voldsomt. Det er tanker som skal tages alvorligt, men ikke overreageres på. Det sidste disse forældre har brug for at mere bekymring, og angst for at være blevet sindssyge. De har brug for nogen som tør lytte og spørge, så de kan få talt om disse svære tanker. Det er ofte når vi taler om dem at tankerne forsvinder. 

 

Nogle gange ender forældre til signalstærke børn med at slå, kaste, ruske, skubbe eller midlertidigt forlade deres barn (gå hjemmefra). Det er ulovligt og kan være meget skadeligt. Desværre er børn med uregelmæssigt temperament særligt udsat for denne form for omsorgssvigt (Killén). Der er stort tabu omkring dette emne blandt forældre, men faktum er at der er en del forældre til signalstærke, som har nået at slå eller ruske deres børn en eller to gange, når det hele brændte sammen i hjemmet. Heldigvis ved de voksne godt hvor forkert det er, og mange bliver så chokerede over deres egen reaktion at de aldrig gør det igen. Disse voldsomme reaktioner er min absolut vigtigste årsag til at gøre opmærksom på de problemer forældre til signalstærke slås med. Det er SÅ vigtigt at der kommer mere fokus, så forældrene kan få mere overskud til at være de forældre, de ønsker at være.

 

Nogle få kan ikke stoppe volden igen, og det kan blive voldsommere og voldsommere. Hvis man som forælder oplever at havne i denne situation, så gælder det om at få hjælp så hurtigt som muligt!! Hjælpen findes hos PPR i kommunen, skolepsykologen, sundhedsplejersken, lægen eller hos private fagpersoner (psykolog, familierådgiver, terapeuter etc.). Reagér NU hvis du har det sådan!  Hjælpen kommer ofte i form af værktøjer til at håndtere sin vrede og afmagt med.  

 

Fagpersonens møde med forældrene

Det er så vigtigt at fagpersoner, som møder forældre til signalstærke formår at støtte på en hensigtsmæssig måde. Risikoen for at gøre ondt værre er desværre stor, når der er så mange og så store følelser på spil.

Som fagperson eller bedsteforælder/veninde kan du allerbedst hjælpe ved at:

  • Lytte, lytte og atter lytte. Uden vurderende eller dømmende bemærkninger og uden at gå i panik hvis forældre fortæller om meget svære emner.

  • Lad være med at bekræfte forældrene i at de er syge, når de mærker angst, depression eller stress. Det er en helt normal reaktion, når man er så hårdt presset!

  • Gør aldrig barnet til syndebuk eller sæt prædikater på barnet. Sig ikke: ”Han er da lidt af en hidsigprop” eller ”Sikke en hystade”. Hjælp forældrene med at få øje på de positive sider ved barnet og brug positive ord om barnets temperament; viljestærk, nysgerrig, modig, spændende, udfordrende etc.

  • Giv ikke forældrene skylden for deres barns adfærd. De har allerede slået sig selv i hovedet tusindvis af gange og behøver ikke at du også gør det. Vær i stedet spørgende; ”Har du mon prøvet at…”, ”Hvordan virkede det?” Hvordan følte du det imens?”

  • Husk at børn er forskellige ligesom voksne er. Der findes faktisk børn som har brug for at forældrene er mere nærværende, støttende og lyttende end normalt. Der er ikke faste regler for hvornår et barn skal sove i sin egen seng, eller hvornår det skal stoppe med at amme. Det er op til forældrene og barnet – Dit job er at få en fornemmelse af om begge fungerer med den løsning lige nu, og så guide dem til nye muligheder hvis barn og/eller forældre ønsker forandringen. Der kommer ikke noget godt ud af at presse familier til at skabe forandringer på de områder, som de rent faktisk synes fungerer.

  • Søvn hos de signalstærke børn kan IKKE trænes væk. Der er ofte tale om umodne søvnmønstre og det går over med alderen, men indtil da skal der ikke fokuseres på at barnet skal lære at sove (hvilket gør barnet til den forkerte og skaber et negativt billede der gør det sværere for forældrene at rumme barnet i de svære situationer). I stedet skal forældrene lære at acceptere barnets særpræg, og få en hverdag til at virke alligevel. Den accept begynder ofte hos fagpersonen eller vennen.  

  • Støt forældrene i at finde konstruktive løsninger, så dagligdagen kan hænge bedre sammen. Der skal ofte tænkes alternativt! Det hjælper IKKE at se på en enkelt del af dagen. Det er barnets og forældrenes samlede dagligdag, som skal være i fokus. Herunder arbejde, venner, familie, parforhold, institution, læge osv. Lav så vidt muligt skemaer, hvor der tydeligt gives frirum til hver af de voksne. Eller giv præcise opgaver på et enkelt område: ”Den næste tid kan du øve dig i at holde dig i ro, selvom dit barn får et fortvivlelsesanfald”. Husk at følge op.

  • Forældre som er meget pressede har ofte brug for at fortælle de samme ting om og om igen. Lad være med at vise din irritation. Tænk i stedet over hvad det er som fastholder forældrene i disse tanker. Når den rigtige løsning eller de rigtige ord kommer fra din side af, så kan det pludselig gøre en stor forskel. Det kan tage tid at finde den løsning og eneste mulighed for det er at spørge og være nysgerrig.

  • Vær sikker på at forældrene føler at de kan stå inde for den løsning du foreslår. Især hvis du er fagperson. Du skal sikre dig at forældrene ikke bliver endnu mere frustrerede fordi de ikke føler at du forstår dem eller deres barn, eller fordi løsningen går for hurtigt frem.

  • Lad være med at ynke eller sørge sammen med forældrene. Det er bedst hvis du er den der kan holde dem oven vande i stedet for at lade dig trække med ned. Det kan være ganske svært at være ’sig selv’ når du sidder over for nogen som har det så svært, men husk at de har brug for at mærke at verden venter derude.     

  • Som fagperson har du pligt til at underrette, hvis du hører om forældre der slår, rusker eller forlader deres barn, men gør det på en ordentlig måde, hvor du involverer forældrene og evt. skriver underretningen sammen med dem. De fleste forældre vil gerne have hjælp til at få en lettere dagligdag, men at gå bag om ryggen på dem eller at skrive noget i et sprog som forældrene ikke kan nikke genkendende til, vil gøre deres vanskeligheder endnu større.