Hverdagens små solstråler

 

Sådan en morgen. Jeg vågner glad, ser det er klart vejr, kold luft ind af soveværelsevinduet, sol bag gardinerne. Mille (3 år) er vågen med et sæt. Vil op! Vi siger farvel til storesøster som skal i skole og hun er også glad.

 

Så starter balladen. Det er de forkerte bukser. De er for varme. Undertrøjen er heller ikke rigtig. Den er ikke blå. Müslien skal ved siden af skyren, ikk ovenpå. Mor skal ikke lægge skeen ind på bordet. Jeg vil bruge fars tandbørste. Strømperne driller. Støvlerne strammer. Jeg vil ikke selv tage huen på. Mor skal ikke snakke.

 

Vi er efterhånden lidt sent på den da hver en lille ting kræver meget stor opmærksomhed og tid. Jeg sveder lidt. Kan ikke tænke tanken om hvor nøglerne er helt til ende, men de hænger heldigvis på deres plads. Vi er ude af døren.

 

På vej ned af trappen falder stemningslejet gradvist med etagerne vi passerer, der er efterhånden ro på både jeg og Mille. Vi kommer ud i den skønneste morgenkølige luft. Jeg sætter hende i cykelstolen og spænder selen. Vi ser hinanden i øjnene. Og så siger Mille: "Så fine øjne du har, mor", på den mest oprigtige, elskelige måde. Morgenen er reddet!