Signalstærk Teenager

 

Den sensitive signalstærke teenager er i oprør. Det indre koger. Det ydre fungerer ikke optimalt. Store følelser kræver store handlinger. Noget andre tilsyneladende ikke forstår. Løsrivelse fra forældrene er en naturlov – En trang som heldigvis ikke kan underkues, men den koster dyrt. Foragt for forældrenes manglende forståelse for behovet for frihed, selvstændighed og muligheder. Mor og far sender bekymrede blikke, laver rammer og regler og forsøger at dæmpe alle udbrud af viljestyrke og målrettethed. Mistillid og vrede fylder luften.

 

Samtidig med denne trang til frigørelse søges forståelse hos de forældre, som burde kende ham bedst. Men de forstår ikke. Forstår ikke hvordan det er at blive afvist af sine kammerater om og om igen, fordi man fylder for meget eller er for vild og diskuterende.

Forstår ikke hvordan det er indeni når følelserne koger over og det føles som om man rives i tusinde stykker. Når angsten for aldrig at kunne blive hel igen tager over og får vreden til at oversvømme alt. Skammen, sorgen og smerten over at have gået sådan over gevind. Hadet og vreden over at ingen kan hjælpe. Hele tiden denne dobbelthed. Følelser som ikke passer sammen og ikke kan finde ro.

 

Den signalstærke teenager har tre grundlæggende udfordringer, som andre ikke møder.

 

1.

Afvisning. Gentagne afvisninger fordi hun er for meget. Fordi de andre ikke kan holde samme energiniveau og ikke kan følge med i de store følelser. De andre undskylder sig med små løgne: ”Nej, vi kan ikke lige i dag” eller ”Vi ikke være flere i bilen”. Det er de samme afvisninger, som den signalstærke har oplevet hele livet, men nu betyder de mere end nogensinde før. For som teenager bliver det vigtigt at skabe venskaber uden for familien. Andre unge bliver rollemodeller og er med til at danne identitet og fokus på hvilken fremtid den unge vælger sig. Den øgede forståelse af sig selv og andre gør også afvisningerne mere smertelige. Tidligere kunne barnet fortælle sig selv at det ville blive bedre end dag, men nu, hvor de andre burde være mere ’voksne’ og kunne forstå mere, så kommer usikkerheden. Måske skal man være ensom for altid?

 

Selvom man har venner, så er det ikke altid at vennerne kan holde én ud. Det er svært at få at vide at man er ulidelig at være sammen med, også selvom ordene kamufleres pænt. Det går lige i hjertet. Det svier hver eneste gang. De voksne gør det ikke bedre. De gentager det samme om og om igen: ”Du må da kunne…” og : ”Du kan vel nok se at…”. Her er afvisningen kamufleret som omsorg og bekymring.

 

2.

Forældrene støtter ikke identitetsudviklingen nok. De bekymrer sig for fremtiden. De udstråler mistillid, når de siger: ”Jamen vi prøver jo bare at hjælpe dig…”. Forældrene prøver at dæmpe følelserne, gemme dem væk eller affærdige dem som ’pjat’. De forstår ikke, at så store følelser aldrig kan være noget pjat. At de ikke bare kan dæmpes. De er virkelige. De er ubærlige og med mistilliden og forsøgende på at dæmpe, må teenageren bære det ubærlige alene.

 

Tilmed har forældrene måske ikke selv så store følelser eller lader som om at de kan håndtere dem. At de aldrig har haft det svært. Forældrene taler udenom og snakker ikke om det der er inden i dem, men snakker bare i floskler: ”Det går over” og ”Sådan havde jeg det da også som ung” eller ”Du skal bare vente og se”. Dermed mister teenagere en mulighed for at identificere sig med nogen. Der er ingen at spejle sig i udover Eminem og Rammstein, som formår at vise ægte smerte gennem sin musik.

Men de kan ikke bruges som rollemodeller i dagligdagen. De er der ikke når livet er svært i skolen eller når en god ven svigter.

 

Vreden og ensomheden vendes mod mor og far. De foragtes for deres rolige, stabile liv, hvor alt tilsyneladende går fint. De hades for deres mistillid og manglende forståelse. Og alligevel er de uundværlige, for de er dem som har været der hele livet. De er dem som forstå – Som skal tvinges til at forstå. De er de eneste den signalstærke teenager har at læne sig op af, når det virkelig brænder på.

 

3.

Hun er ikke som de andre. Det har været tydeligt før, men nu er det tydeligere end nogensinde. Det virker som om at de andre ikke oplever verden på samme måde. De snakker om helt ligegyldige ting og forstår ikke nødvendigheden af at kæmpe for bedre muligheder. De kommer hurtigt videre efter at kæresten har slået op, og de er ikke vrede på læreren ret længe, selvom han skældte meget ud. De andre oplever ikke at gymnastiklæreren er efter dem eller at de aldrig bliver spurgt i timerne selvom de har hånden op. Det er som om de slet ikke har sådan nogle oplevelser.

 

Andre skuffer. De skuffer dybt. Hver gang hun endelig tror at hun har fundet en som forstår, så viser det sig at hun tog fejl. Hun er så intens at hendes følelser for nye venner, når skyerne i løbet af kort tid og derfor skuffes hun så meget desto mere, når den nye ven viser sig at have dårlige sider. Skuffelsen bliver til bitterhed og foragt. Arrogancen stiger i takt med flere skuffelser af samme art, for håbet viskes ud.

 

Ønsker til forældre der har teenagere med store følelser:

 

  • Tag mine følelser alvorligt. Når jeg er vred, ked af det eller ulykkelig, så har jeg ikke brug for moralprædikener eller vise ord. Jeg har bare brug for at du spørger, krammer og lytter.

  • Når jeg er RASENDE på dig, så lad være med at diskutere med mig og lad være med at moralisere. Jeg er rasende fordi livet er for svært og jeg ikke kan bede om din hjælp.

  • Lad være med at bekymre dig så meget om mig. Jeg skal nok klare mig. Mine teenageår er hårde og stormfulde, men jeg bliver ikke ved med at være teenager.

  • Lad mig prøve tingene af. Jeg har brug for at finde min egen vej.

  • Husk at det er for sent at opdrage. Du er ikke længere bare mor eller far. Nu er du min sparringspartner, coach og rådgiver. Jeg er ikke barn længere. Du kan ikke længere tale til mig som om du bestemmer det hele.

  • Fortæl om dig selv. Om dine fejl, dine følelser og dine tanker. Ikke for at give mig moralsk opbakning eller lære mig noget, men fordi det er rigtigt og naturligt at være sårbar.

  • Lad være med at prøve at gøre mig ligesom de andre. Jeg er ikke som de fleste og jeg bliver det aldrig. Hver gang du fortæller mig om hvad andre kan, hvad man bør eller hvad jeg burde kunne, så understreger du at du ikke aner hvem jeg er; og intet sårer mere.

  • Vær på min side. Når lærere eller andre er ’efter’ mig – Virkeligt eller ej, så tro mig og mine fornemmelser. Lyt og støt.

  • Prøv ikke at dæmpe mine følelser. De forsvinder ikke ved at blive skjult eller gemt.

  • Tag udgangspunkt i dig selv, når du er vred på mig. Sig aldrig: ”Du kan bare…”, men i stedet: ”Jeg vil ikke mere af det her”.

  • Hvis du ikke kan føle de samme store følelser som mig, så erkend det og fortæl mig at du faktisk ikke kender til det. Alt andet ville være en løgn og jeg kan ikke have et godt forhold til forældre som lyver.

  • Hav modet til at gå med ind i diskussioner omkring stort og småt. Lad være med at glatte ud, mægle eller dæmpe. Vær klar på dine meninger og sig dem.

  • Fortæl mig at andres afvisninger ikke er personlige. De afviser ikke mig, men mit høje aktivitetsniveau eller de store følelser. De afviser fordi de ikke kan rumme dem.

  • Brug tid sammen med mig. Vis at du vil mig.     

 

 

Foreningen for Signalstærke og Intense Børn administreres af den Socialøkonomiske virksomhed FORKANTER. Foreningen har til formål at oplyse, vidensdele, støtte og skabe kontakt mellem forældre til sunde og raske børn med særlige behov

Telefon: 22400262

Email : anja@forkanter.dk

Har du lyst til at bidrage?

 

Du kan skrive din historie. Lave et indlæg eller måske har du hørt om noget nyt der kan have værdi for andre. Send et link, en tekst eller lignende, så skal jeg nok føre det videre. Det kan også være at du gerne vil hjælpe ved arrangementer eller være frivillig kontaktperson, som der kan ringes til hvis en forælder har brug for en snak. 

​​

© 2013 ved FORKANTER og Foreningen for signalstærke Børn

Find os på facebook

 

 

  • s-facebook
  • facebook-square
  • Facebook Square