Julekuller

20 ideer til mere jule-fred

Så er det ved at være tid til juleknas, julehygge, julenisser og julekalendere. Alle børn glæder sig til den store dag kommer, og de mindes om den mange gange hver eneste dag, når der er julefrokoster, kalendergaver og julelys alle vegne.

De voksne stresser for der skal købes gaver og holdes julefester, som man ikke rigtig kan lide at sige nej til.

 

Ingen børn undgår at blive påvirket af juletiden, men for de følsomme børn er det et rent mareridt af julekuller. En blanding af glæderus og uudholdelig forventning. Det er helt normalt at børnene bliver mere kulrede, fjollede, vågner tidligere eller flere gange hver nat, farer rundt, keder sig overdrevent eller larmer højlydt i denne tid. Børnene har svært ved at huske en besked og de kan ikke sidde stille.

Det svarer til de symptomer vi voksne får når vi er stressede. Det er en meget ubehagelig følelse af kriller og kilden indeni, og børnene føler at den bliver nemmere at udholde, når de holder sig travlt beskæftiget. Ved sengetid eller aftensmad er det bare ikke muligt at holde sig i gang, og så starter julekonflikterne, for mor og far har også brug for lidt ro af og til.

 

Julen er dejlig og der er virkelig meget at glæde sig til, men hjælp børnene med at komme godt gennem julekulleren. Her er nogle gode ideer:

 

  1. Fortæl hvor mange dage der er til jul. Understreg, hvis der stadig er lææææænge til.

  2. Vær mere nærværende end normalt. Barnet kan nemlig få lidt mere ro, hvis du læser en bog sammen med ham/hende eller sidder og snakker om computerspillene. Det afleder barnet og lader samtidig kroppen få en smule afslapning.

  3. Massage og nus er afslappende og afledende.

  4. Pakkekalender kan hjælpe lidt på forventningens glæde. Det samme gælder hyggespisning af ris a la mande og småkagebagning.

  5. Sæt krav og forventninger ned. Dit barn har måske slet ikke overskud til at følge de regler I plejer at have i hjemmet.

  6. Undgå konflikter – Gå på kompromis. Det er så ærgerligt hvis juletiden skal blive en konflikt-tid med daglige kampe for at få børnene til at spise med ved aftensmadsbordet.

  7. Sæt ord på. Fortæl børnene hvad der sker med deres krop. Det er jule-kuller og det er helt almindeligt.

  8. Tag tidligt hjem fra juletamtam, så børnene ikke får for meget, eller vælg med omhu hvilke ting I vil deltage i. Alternativt kan børnene have glæde af at blive passet hjemme i stedet for at skulle med til de voksnes mange fester.

  9. Snak om hvilke julegaver børnene kan give til mor eller far. Mange børn bekymrer sig en del om hvorvidt de kan give mor eller far en god ting. Lav eller køb det sammen med dem – også de større børn kan have brug for denne hjælp. Lad være med at lade det være barnets beslutning alene. Børn kan kun sjældent selv finde på en gaveide.  

  10. Vær ekstra konkret hver gang I deltager i noget. ”På onsdag skal der være julefrokost i børnehaven. Du skal sove tre gange inden det bliver onsdag – Jeg skal nok sige hvornår det er”.

  11. Skån barnet for at komme med på juleindkøb og med ud at handle i denne tid.

  12. Hold styr på din egen stress – Beslut dig for hvornår du tænker julegaver og fester, og hvornår du slukker pc og telefon og er nærværende i nuet!

  13. Nogle børn er så spændte at de ikke kan rumme tanken om julegaverne. Disse børn har brug for hints, så de kan gætte hvad der er i gaverne. De kan ganske enkelt bedre udholde ventetiden, hvis de ved hvad de får.

  14. Hvis dit barn har svært ved at holde til julearrangementerne i skole eller institution, så hjælp barnet med at skrue ned for forventningerne. Lad være med at ’gå med på’ julekulleret, men dæmp i stedet glæden med dine egne bevægelser og ord: ”Ja, det bliver da nok hyggeligt nok” (Sagt med langsom og lidt kedelig betoning). Vær tydelig med hvad der skal ske til arrangementet: ”Vi kan lave en juledekoration og spise æbleskiver. Så snakker vi lidt inden vi tager hjem igen”. Tag hjem i god tid. Man behøver ikke blive til det slutter.

  15. Lad barnet få fridage eller tidligt fri, hvis det hele bliver for meget. Der er meget som ikke er som det plejer og nogle børn har svært ved al denne forandring. Giv dem en god juletid i stedet for sammenbrud og angst.

  16. Snak gerne om jul inden sengetid, men husk at ’slukke’ for snakken med meditation, afledning eller noget trygt og kendt. Sig for eksempel: ”Nu er det sovetid. Hvad kan være godt at tænke på lige inden du skal sove? Måske kan du tælle lyserøde får, der hopper over en natlampe?”  

  17. Mange børn vil gerne se tv eller læse i denne tid. Især de gamle trygge ting. Børnene genser samme program om og om igen eller beder om den samme godnatsang hele tiden. Det er barnets måde at regulere sin stress på, så lad endelig ham eller hende få den mulighed.

  18. Hvis dit barn slet ikke kan finde ro, så kan en rusketur eller et stort drille-svinge-kram være godt. Fysisk nærhed, der maser og gynger hjælper mange børn med at få styr på uroen.

  19. Vær lidt ekstra omsorgsfuld og hjælpsom i denne periode. Stressede børn kan blive meget ulykkelige og forvirrede. De kommer let til at falde, skubbe, drille eller fjolle for meget. De har brug for trøst og støtte – Ikke skæld ud.

  20. Snak om selve juledagen. Fortæl præcis hvordan den kommer til at forløbe og hvilke gæster der kommer. Snak om det adskillige gange, så dit barn føler at han eller hun har styr på hvad der skal ske. Det giver tryghed at kunne følge med og forstå reglerne.

 

GOD JUL   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foreningen for Signalstærke og Intense Børn administreres af den Socialøkonomiske virksomhed FORKANTER. Foreningen har til formål at oplyse, vidensdele, støtte og skabe kontakt mellem forældre til sunde og raske børn med særlige behov

Telefon: 22400262

Email : anja@forkanter.dk

Har du lyst til at bidrage?

 

Du kan skrive din historie. Lave et indlæg eller måske har du hørt om noget nyt der kan have værdi for andre. Send et link, en tekst eller lignende, så skal jeg nok føre det videre. Det kan også være at du gerne vil hjælpe ved arrangementer eller være frivillig kontaktperson, som der kan ringes til hvis en forælder har brug for en snak. 

​​

© 2013 ved FORKANTER og Foreningen for signalstærke Børn

Find os på facebook

 

 

  • s-facebook
  • facebook-square
  • Facebook Square