Fortvivlelses- og raserianfald hos signalstærke børn

​Mange forældre til mindre børn oplever at barnet får sammenbrud, hvor det græder voldsomt og utrøsteligt, kaster sig bagover i vrede, slår eller bider under et raserianfald, eller sparker og ruller rundt på gulvet i voldsom hidsighed. Det er helt normalt.

​

Tidligere kaldte man denne aldersperiode for trodsalderen, for dengang troede man at barnet var trodsigt eller manipulerende når det fik sine ’anfald’. I dag kalder vi det selvstændighedsalderen, fordi børneforskere fandt ud af at barnet ikke forsøgte at være trodsigt, men snarere var i konflikt med sig selv, fordi det skulle til at være mere selvstændigt. Vi forventer mere af et barn på 2 år, end af en lille baby og barnet forventer også mere af sig selv. ’Vil selv’ bliver et almindeligt ord i hjemmet fra barnets side og forældrene siger oftere: ’Det kan du vist godt selv’.
 

Det er spændende, men også svært at blive ældre. Barnet skal finde ud af hvem det er, og hvem mor og far er, og det kan være skræmmende at opleve at mor og far ikke altid er enige med barnet. Den lille 2-3 årige er nemlig stadig dybt afhængig af sine forældre, og af at de sørger for mad, kram og tøj, men på den anden side så er barnet også nødt til at være ’sig selv’, for at kunne blive et selvstændigt individ.

​
Hjernen er ikke parat

Dertil kommer at børns hjerner slet ikke er færdigudviklede endnu. Forskere har vist at forbindelsen mellem storhjerne og mellemhjerne slet ikke er parat til at håndtere vanskelige følelser ud fra et logisk perspektiv. Mellemhjernen står for kroppens følelser, hvor storhjernen er den der fortæller os hvordan følelserne skal rummes og håndteres. Når det lille barns hjerne ikke er færdigudviklet, så har barnet ingen mulighed for at reagere på en fornuftig måde, når det bliver vredt eller ked af det. Barnet mærker kun de store følelser og ved slet ikke hvordan det skal få dem væk igen. Det er helt sikkert meget ubehageligt og skræmmende for barnet.

​

Derudover kan barnets hjerneforbindelser kun dannes og blive stærke hvis barnet får hjælp til at danne dem. Den hjælp kan kun komme fra de voksne.
Derfor er det vigtigt at barnet ikke afvises eller lades alene under et fortvivlelsesanfald. Barnet har brug for at vide at du hjælper.

Du er barnets trygge base, og kun når barnet føler sig tryg kan det øve sig og udvikle sin forståelse, og dermed sine hjerneforbindelser. Lad derfor være med at sende barnet ind på værelset eller at gå fra barnet i vrede. Du bør i stedet være barnets guide til forståelse og håndtering.

​
8 gode råd ved fortvivlelsesanfald

Helen Lyng Hansen, netsundhedsplejerske, har på sin hjemmeside www.netsundhedsplejerske.dk givet følgende gode råd til håndtering af fortvivlelsesanfald:

​

1: Det vigtigste er at du bevarer roen og overblikket. Dit barn skal føle sig fuldstændig tryg, det skal have trøst og mærke ro og sikkerhed. Når verden bryder sammen for barnet og barnet ikke kan overskue situationen, så er det vigtigt at barnet kan mærke at du har styr på det.



2: Giv ikke dit barn mange valg. Små børn vil naturligt handle meget impulsivt og det betyder at hvis du spørger "vil du have æble, pære eller banan", "vil du have mælk, saft eller juice?", "vil du have den røde, den blå eller den stribede bluse på?" så vælger barnet impulsivt og lystbetonet og få minutter efter vil barnet så hellere have haft noget andet. Træf derfor valg for dit barn.



3: Afled dit barn. Små børn kan ofte afledes ved at man får deres opmærksomhed drejet hen på noget andet interessant, som fanger dem og som de synes er spændende. Når barnet afledes, så stimuleres stoffet dopamin, som reducerer mængden af stresshormoner og som gør at ting begynder at virke meningsfulde for os.



4: Giv dit barn fysisk kontakt og nærhed. Ofte kan det hjælpe at holde om dit barn, men det kræver at du selv er rolig og afslappet. Når barnet mærker dine arme om sig, når barnet mærker din varm og din ro, så udløses der hormonet oxytocin, som virker beroligende og barnet begynder at slappe af og falde til ro.



5: Giv dit barn tid. Nogle gange kan barnet ikke klare, hvis du med det samme vil holde om det. Her kan du i stedet sætte dig i nærheden, tale beroligende og stille. Vise dit barn at du er tilgængelig og parat til at hjælpe dit barn, når dit barn er klar til det. Efter lidt tid, vil dit barn måske klatre op på dit skød og vil være parat til at blive holdt om.



6: Sæt ord på. Det er en god idé at du sætter ord på de følelser, som du fornemmer barnet har "ssåå skat, bliver du bare så ked af det, sååå", eller "det er også dumt at skoene driller, sååå skat", så barnet hører at du forstår det. Jo mere barnet føler sig lyttet til og føler sig forstået, jo mere vil det falde til ro. Et større barn på 3 år, vil godt kunne rette dig og sige "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og det er okay – så kan I tageudgangspunkt i den følelse "jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også irriterende at ...".



7: Brug ikke time-out overfor et barn, der har et fortvivlelsesanfald. Det er vigtigt at du behandler dit barn, som du selv gerne vil behandles. Hvis din bedste veninde eller din kæreste lå og græd opløst og hulkende på gulvet, tydeligt var i oprør – så ville du aldrig gå fra ham eller hende. Det er vigtigt at dit barn ikke sendes væk fra dig eller at du går fra dit barn – når dit barn har anfald at fortvivlelse, har det brug for dig. Du skal hjælpe dit barn med at regulere sine stærke følelser ved at være der.



8: Tro på at dit barns følelser er ægte. Dit barn er ikke udspekuleret og gør ikke bevidst noget for at irritere dig og dit barn er ikke uartigt. Når din 2 åriges verden bryder sammen, fordi storesøster har taget dukken fra hende, så har hun en følelse af tab i sig og hun føler det som en smerte. Det er vigtigt at anerkende denne følelse og vise hende at du forstår, det er svært, og at det kan gøre ondt. At få et fortvivlelsesanfald er ikke at være uartig, men skyldes at hjernen er umoden.

Signalstærke børn og fortvivlelsesanfald

Signalstærke børn har præcis de samme fortvivlelses-anfald som andre børn, men deres anfald kan være voldsommere og hyppigere. Årsagen er at børnene simpelthen har et kraftigere følelsesregister – de mærker og føler stærkere end andre børn, og det gør selvfølgelig også barnets reaktioner voldsommere. Dertil kommer at mange signalstærke børn modnes senere og anderledes, og derfor har nogle anfald lige indtil teenage-alderen.

Det er meget svært at være forælder til et signalstærkt barn med fortvivlelses-anfald. Det kræver virkelig en stærk person at kunne bevare roen og overblikket, når barnet skriger, bider, banker hovedet i gulvet eller siger meget ubehagelige ting. Det kræver øvelse og det kræver at du tager nogle beslutninger om hvordan du vil reagere inden det næste anfald kommer.

Du må finde en metode til at holde hovedet klart, og undgå selv at blive for påvirket af barnets udbrud.

Forældre til signalstærke børn kan have glæde af:
1. Et mantra. Lav et mantra som du kan gentage for dig selv – om og om igen. For eksempel: ”så, så, alt bliver godt igen” eller ”Det går over igen om lidt”.  Sig meget gerne mantraet højt så dit barn også kan høre det og lære af det. Hvis du gentager hver eneste gang, så vil dit barn med tiden bruge dine ord til at håndtere sine egne udbrud med.

2. Forhold dig i ro. Selvom barnet er virkelig vredt eller ked af det, så lad være med at prøve en masse ting af. Sæt dig stille og roligt i nærheden og vent til barnet er klar til at kunne lytte igen. Til byd en gang imellem et knus eller en tår vand, men lad være med at tage barnet op mod dets vilje.

3. Lad være med at røre barnet, hvis det ikke vil have det. Mange signalstærke børn kan ikke rumme berøring samtidig med et anfald. Nogle kan dog finde stor tryghed ved at du lægger en hånd på barnets ryg eller mave.

4. Hvis barnet skader sig selv, så vær parat til at gribe, rykke eller holde under barnet, så der ikke sker noget.

5. Afled ved at vente, og så pludselig snakke om noget helt andet. For eksempel: ”Se der er en dukke i fjernsynet”.  Virker det ikke, så prøv igen lidt efter. Lad være med at snakke følelser, mens anfaldet står på. Vent til barnet har det bedre igen.

6. Nogle af de større signalstærke børn (8-15 år) kan have glæde af at blive stoppet. Deres hjerneudvikling er lidt længere fremme, og derfor kan de bedre rumme at du siger for eksempel: ”Nu har du et anfald – stop op”. Til byd samtidig barnet en afledning. Det kan være en tår vand, en serviet til at tørre øjnene med, eller en snak om noget helt andet.